Ellie
Ellie er uddannet og certificeret læsehund af Foreningen Læsehunde.

Læs højt for en rolig lytter med bløde ører

12.03.24
Danske elevers læseglæde er faldet drastisk siden 2015, og 25 procent af eleverne i folkeskolerne kan kategoriseres som svage læsere. På bibliotekerne i Kristrup og Dronningborg sætter man ind med læsehunden Ellie.

Forældre bliver opfordret til at læse sammen med deres børn, så børnene kan blive stærkere læsere og dermed klare sig bedre i alle skolens fag. Det kan dog være svært som forældre at få deres børn til at læse efter skoletid, hvis børnene tidligere har haft en dårlig oplevelse med læsning eller er usikre på at læse højt for andre. Det er dog ofte et helt anderledes scenarie, når tilhøreren har lange bløde ører og en skinnende hundesnude.

På bibliotekerne i Kristrup og Dronningborg kan børn fra 1. - 5. klasse få et seksugers forløb med læsehunden Ellie, hvor de i 20-30 minutter om ugen læser højt for den pelsede lytter. En læsehund er en venlig, rolig og børneglad hund, der sammen med sin ejer er certificeret og godkendt af Foreningen Læsehunde. Ved at læse højt for en hund kan børn med læsevanskeligheder igen få lyst til at læse og dermed blive bedre til det.

"Vi oplever, at børnene er utrolig glade for at læse højt for en læsehund. Den hverken afbryder, dømmer eller retter på dem, så de får ro og tid til at læse i deres eget tempo - og det er også vigtigt, når man taler om læseglæde", fortæller bibliotekar Margit Lund Deutsch-Lauritsen, Randers Bibliotek.

Et læseforløb varer typisk i seks uger, og til sidst får barnet et diplom. Man kan tilmelde sit barn til et ved at udfylde en kontaktformular nederst på denne side eller ved at sende en mail til mdl@randersbib.dk.