Randers Teater Kor

Korsang er fællesskab og gode oplevelser

09.02.23
Når vinter bliver til forår i det herrens år 2023, løfter hundredvis af stemmer sig og mødes i Korby Randers Ugen. Fra lørdag d. 25. februar til søndag d. 5. marts 2023 kan man rundt omkring i byen opleve flere af Randers’ mange kor. Og hvis du selv har en sangfugl gemt i sjælen, kan du måske finde lige det kor, der passer til din stemme.

”Korsang er mange smukke stemmer, der mødes og fletter sig ind i hinanden i skøn forening. Man hviler i sig selv, når man synger, og samtidig er man en del af et fællesskab. Korene i Randers er mangfoldige og forskellige, og de synger alt fra den klassiske koral til den nyeste popsang”, fortæller Peter Elmelund, medlem af bestyrelsen i Korby Randers.

Korby Randers er en paraplyorganisation for alle kor i Randers by og omegn. Foreningens formål er blandt andet at skabe et rigt og varieret kormiljø, fremme interessen for at synge og skabe grobund for større musikalske opførelser.

Fra lørdag d. 25. februar og godt en uge frem afholder foreningen Korby Randers Ugen, hvor alle interesserede kan opleve et bredt udvalg af byens kor på forskellige lokationer i Randers.

”Vi vil gerne vise, hvad Korby Randers og byens mange forskellige kor kan. Vi håber også, at flere har lyst til at slutte deres stemme til et af de mange kor og blive en del af byens syngende fællesskaber”, siger Peter Elmelund, der selv synger i Sct. Mortens Vokalensemble og desuden er biblioteksmuskant på Randers Bibliotek.  

I ugens løb kan man blandt andet opleve Randers Seniorkor i Kulturhusets sal, Andreasspirerne på Randers Bibliotek og en tripel-koncert i Sct. Peders kirke med Luna, 4Tune og Growing Gospel. Der er også mulighed for selv at synge med til morgensang midt i Randers Bibliotek om onsdagen kl. 8.30. Man kan finde hele ugens program på hjemmesiden www.korbyranders.dk.

Se hele programmet for Korby Randers Ugen her.