Blogindlæg om plantemagi og naturkvinder: Heksen som økologisk skikkelse i litteraturen
Økologisk litteratur er mere populært end nogensinde før. Værker inden for denne naturfokuserede genre lægger op til kritisk eftertanke om menneskets forhold til planter og dyr. Sådan et økokritisk fokus har til formål at udtvære de virkelighedsskabende grænser, vi har optegnet imellem menneske og natur. Det er et opgør, som handler om at anerkende, at vi alle er en del af naturens spind og derfor ansvarlige for hver vores del i det.
Menneskets ansvar over for naturen er særlig relevant i forhold til klimakrisen og de mange spørgsmål om vores plads i verden, som følger og udforskes indenfor det økokritiske felt. Hvor ligger grænsen for menneskets udnyttelse af naturlige ressourcer? Hvad er konsekvenserne for mekaniseringen af levende skabninger? Mekaniseringen af mennesket selv? Og hvordan kunne en klimavenlig, natursymbiotisk fremtid se ud?
Økofeminisme og heksens mange ansigter
Side om side med økologisk litteratur, som også kendes under navnet plantelitteratur, følger diskussionen om kønsroller og den kulturelle idé om kvindens særlige, oprørske bånd med naturen.
Dette er en grundsten i den såkaldte økofeminisme. Heksen viser sig i mange forskellige former i litteraturen og er en økologisk skikkelse, fordi hun trækker kraft fra naturen, og naturen fra hende. Plante, dyr og menneske vokser symbiotisk sammen som rødderne i et træ. Heksen fremtræder ofte som en vild og utæmmet figur, og mange frygter hendes styrke. På denne måde bringer den moderne heksefortælling et magisk mørke med sig, som både tryllebinder og udfordrer læseren.
Litteratur med naturkvinder i centrum
Hvis man er interesseret i litteraturens historiske udvikling, bemærker man måske, at forholdet mellem mennesket og naturen i dag er markant anderledes i de moderne, økologiske fortællinger end i fortidens.
Modsat romantikkens tendens til at ophøje den menneskelige bevidsthed og på denne måde distancere sig fra naturen, kommer menneske og natur i tættere og tættere forbindelse med hinanden.
Det sker for eksempel i bogen Rosarium, at et menneske bliver til plante – og som læser bliver man opmærksom på planters aktive og altafgørende livsprocesser. Plantelivet får plads til at vokse frem i lyset i stedet for at være passivt baggrundsstof, som de var det i romantikken.
Jeg har her samlet en håndfuld plantemagiske værker med naturkvinder i centrum, og de er alle tre fremragende eksempler på sammenkoblingen af de to tendenser.
Rosarium af Charlotte Weitze
Weitzes eventyrlige slægtsroman sætter spørgsmålstegn ved det basalt menneskelige og drager tvivl om vores afstandtagen fra naturen. Objektiviseringen af levende væsner som dyr og planter udfordres igennem fortællingen om en slægt, der har dybe rødder i plantelivet. En plantekvindes vildskab, som både fascinerer og afskrækker, afslører den mørke sandhed om vores dybe forbindelse med naturen.
Op til overfladen af Margaret Atwood
Ellers kendt for sine dystopiske romaner, bryder Atwood sit mønster med denne plantegotiske perle. Det er en roman spækket med smertelige opbrud og kønsvristende løsrivninger. Kun når den mørke vandoverflade af den canadiske sø sprænges, er sandheden at finde. Altopslugende grænsebrist mellem natur og menneske bringer mørket med sig, da en kvindes identitet vendes på hovedet i kølvandet af bortgemte traumer.
Kvinder uden mænd af Shahrnūsh Pārsı̄'pūr
Her er der tale om et stykke kontroversielt verdenslitteratur, som var for stor en mundfuld for sin samtids publikum. Forbudt og gemt væk, skulle der gå 30 år, før den danske oversættelse blev udgivet. Pārsı̄'pūrs økologiske kvindeopgør skaber fortsat røre i den økofeministiske andedam med sine demonstrative hekseskikkelser, som søger ly i en storslået have, hjertet af et træ eller vindens frigivende kalden.
Bliv inspireret af økokritikkens oprørske fiktionsverden ved at lade dig forføre af denne samling af mørk, men magisk plantelitteratur. Du kan låne alle tre bøger på Randers Bibliotek.