Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Halskov Jensen

Kort om bogen

Maria skal med sin familie på vandretur ud i naturen. Tag med og gå på opdagelse i de mange myldrebilleder. Billedbog for 3-6-årige

Beskrivelse

Det er weekend, og Maria skal med sin fætter Felix og deres familier på tur ud i naturen. Følg dem gennem syv opslag med korte tekster og detaljerede myldrebilleder. Turen begynder tidligt om morgenen og går gennem blomsterenge og kornmarker. Undervejs møder de heste, køer og får fra bondegården. I skoven ser de ræve, grævlinger, vildsvin og egern. De dufter til blomster og klatrer i træer, men der er også tid til at spise frokost og plukke kirsebær tæt ved campingpladsen, hvor de skal sove i telt om natten. Illustrationer i farver og sider af pap

Vurdering

En traditionel og hyggelig bog at gå på opdagelse i. Fuld af detaljer fra naturen med dyr, insekter og planter fra skov, eng og mark. Den korte tekst er en god igangsætter til at komme rundt i billederne, der rummer mange små situationer, man kan tale om og vise hinanden. Illustrationerne er holdt i en naiv streg med klare lyse farver og en positiv og glad stemning. Bogen er velegnet til at læse sammen med en voksen, men børn kan også få meget ud af at bladre i den på egen hånd

Andre bøger om samme emne

Andre bøger at gå på opdagelse i kunne være Danske dyr og planter eller Kig og snak om naturen