Lektørudtalelse

Forfatter: Barbara Rugholm

Kort om bogen

Klassisk Jens Christian Grøndahl roman om kærlighed, sygdom, ungdom og aldring kombineret med en aktuel fortælling om medier og #MeToo. For læsere af dansk kvalitetslitteratur

Beskrivelse

Romanens mandlige fortæller har fået en uhelbredelig diagnose og er blevet skilt fra sin kone gennem mange år. En dag møder han sin ungdomskæreste Anna og bliver draget af hende, og ind i hendes personlige fortælling om overgreb og bedrag

Vurdering

Grøndahl leverer endnu en læseværdig roman med appel til både mandlige og kvindelige læsere, som ud over filosofiske refleksioner om tilværelsen også får en dramatisk læseoplevelse, tilsat humor og bid. Han skriver flydende og reflekterer over afstanden i moderne kærlighedsforhold, men også over vores konstante længsel efter det romantiske kærlighedsmøde og det modernes menneskes oplevelse af meningsløshed, ensomhed og tvivl. Grøndahl er desuden kendt som en forfatter, der blander sig i den politiske debat, og i denne roman behandler han medierne og #MeToo

Andre bøger om samme emne

Jens Christian Grøndahls tidligere romaner er oplagte anbefalinger særligt Inde fra stormen, der også handler om en #MeToo sag i medierne. Der er skrevet en del bøger om medier og debatten om #Me-Too for eksempel den svenske Året med 13 måneder. Før jeg forsvinder handler om at leve med en livstruende diagnose, hvilket Grøndahl også berører i sin nye roman