Multimedievurdering

Forfatter: Lone Rahbek Christensen

Kort om spillet/multimediet

Udfordrende og unikt simulationsspil, hvor man skal styre en drone igennem 24 baner. For unge og voksne

Beskrivelse

Spillet er udgivet i samarbejde med "Drone Champions League", som er verdens største liga for professionel droneflyvning. Der er (ved spillets lancering) 24 baner, hvoraf en del også findes i virkeligheden. Der er 4 gamemodes. I "Arcade" skal man kun øge farten og dreje (ikke justere højden), mens "GPS" skulle svare til en standard kamera-drone. "Angle"-gamemodet findes på de fleste amatør-droner, mens "Acro" fungerer som ved professionelle dronekapløb. Man kan i den online multiplayerdel deltage i live events, hvor man kan kvalificere sig til rigtige drone-turneringer

Vurdering

Det er en stor fordel, at der er forskellige gamemodes, så også nybegyndere kan være med. Det er trods alt begrænset, hvor mange mennesker i Danmark, der har erfaring med professionel droneflyvning. Der er talrige indstillingsmuligheder, men der er en udmærket tutorial, så man hurtigt kommer i gang med at flyve. Det er sjovest at spille multiplayer, hvor man flyver om kap med op til 30 andre spillere. Spillet virker meget realistisk. Banerne er varierede, og grafikken er udmærket. Man bliver meget hurtigt træt af lyden, som er en blanding af baggrundsmusik og ensformig elektronisk summen fra dronen. Spillet kan spilles fra 10 år, men vil primært have interesse for unge og voksne. PEGI: 3

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

Der findes ikke andre drone-simulationsspil på bibliotekerne, og mig bekendt er spillet det første af sin art