Filmvurdering

Forfatter: Inger Nygaard Kaad

Kort om filmen

Film om den franske forfatter Colette der blev presset af sin ældre mand, Willy, til at skrive hans værker. De bøger hun skrev blev bestsellere og ægteparret kom i stormvejr arbejdsmæssigt, seksuelt og økonomisk. For voksne med interesse for litteratur, køn og en god personhistorie

Beskrivelse

Året er 1872 og den unge landsbypige Colette forelsker sig i den noget ældre charmør og forfatter Willy. Colette bliver en af Willys skrivere, der skriver i hans navn. Colette har et utroligt stort talent, og hendes serie om pigen Claudine bliver et kæmpe hit, som Willy tager al æren for. Willy presser Colette, er hende utro og bruger penge på en måde, der gør, at de uanset indtægt er på fallittens rand. Colette forelsker sig i kvinder og begynder gradvis at frigøre sig fra Willy og ender med at tage styringen over sit eget liv og sine mange værker

Vurdering

Filmen begynder noget langsomt og tøvende, men efter ca. 15 minutter, når man lige har vænnet sig til, at den franske historie fortælles af engelsktalende skuespillere, tager historien fart og bliver interessant, gribende og velfortalt. Colette er et ekstraordinært menneske, og hele det miljø hun indgik i, drager seeren. Hendes mod og evner midt i en mandsdomineret verden er vældig fint portrætteret

Andre film om samme emne

Denne film har det samme tema bare i moderne tid, om en kone, der i virkeligheden er skribenten bag sin mands forfatterskab: The wife