Multimedievurdering

Forfatter: Martin W Hansen

Kort om spillet/multimediet

Du er betjenten Wei Shen der går undercover for at infiltrere den kinesiske Triade. Men Wei er også en mand med noget at hævne, og er måske ikke den mest stabile mand til jobbet. For den modne spiller der godt kan lide action-drama med overvejende fokus på action delen

Beskrivelse

"Sleeping dogs" er en blanding af "cop-drama" og beat-em-up. Dette er den definitive udgave af spillet der oprindeligt udkom i 2012. Det betyder at spillet er en grafisk opdateret remaster med alle 24 DLC tilføjelser der er udgivet til spillet. Her spiller man betjenten Wei Shen der er blevet hentet hjem til sit gamle kvarter for at infiltrere den lokale afdeling af Triaden. Han er den perfekte til jobbet, hvis han kan holde sammen på sig selv, da han har en ekstremt kort lunte og et afslappet forhold til brutal vold. Han vil møde en masse gamle venner og nye fjender, på hans vej gennem Hong Kongs underverden

Vurdering

Spillet var et af de teknisk flotteste i sidste generation, og med denne remaster hvor udvikleren United Front Games gjorde hvad de kunne for at gøre spillet tidssvarende, viser det sig at "Sleeping Dogs" også har en masse at byde på, til denne konsol-generation. Det er et flot spil med en medrivende historie, god baggrundsmusik og vellavet stemmeskuespil. PEGI 18 og ikoner for vold, sprog og referencer til stoffer, hvilket samlet gør spillet mest egnet fra ca. 16 år og opefter

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

Spillet vil tiltale dem der kunne lide Yakuza 0-zero og Mafia III (Playstation 4)