Multimedievurdering

Forfatter: Finn Christiansen

Kort om spillet/multimediet

Action-adventure. Du er som politimand taget til Hope County, Montana, for at anholde en karismatisk prædikant og nedkæmpe hans voldelige dommedagskult, Eden's Gate. For unge og voksne

Beskrivelse

Historien foregår i Hope County, et fiktivt område i Montana, hvor en karismatisk prædikant og hans voldelige dommedagskult, har taget magten og holder befolkningen i et brutalt jerngreb. Du skal som politimand tage kampen op og samle de sporadiske modstandsgrupper i området. Hope County er et stort open world-miljø med prærie, skove og bjerge. Du bestemmer selv din vej gennem spillet. Sproget er engelsk

Vurdering

Far Cry-serien har siden starten i 2004 leveret fem fremragende first person action-adventurespil - alle i meget høj kvalitet. Dette spil rider videre i samme spor. Den fantastisk flotte og naturtro grafik skal fremhæves, men det mest imponerende er den realistiske og troværdige fremstilling af byerne, indbyggerne og naturen. Dommedagskulten og den charmerende og på samme tid brutale leder Joseph Seed er skræmmende plausibel og aktuel. Som spiller har man et væld af muligheder. Der er en lang række story missioner samt et hav af valgfrie missioner, som giver penge, udstyr og perks. Kamp, som af gode grunde fylder meget, kan tilpasses dine præferencer. Dertil er der andre sysler som crafting, jagt og fiskeri. Sværhedsgraden kan indstilles fra casual til ekstremt udfordrende. Brutalt og realistisk og derfor fra 15 år. PEGI: 18 og ikoner for vold og sprog

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

Lignende er GTA-serien, som også er nutidigt. Derudover er Assassins creed-spillene opbygget på samme måde