Filmvurdering

Forfatter: Christine Christensen

Kort om filmen

Romantisk komedie om at finde sig selv som nyskilt singlemor, med en noget yngre kæreste og en krævende eksmand. Til et fortrinsvist kvindeligt publikum fra 14 år, med hang til overkommelige udfordringer og lykkelige slutninger

Beskrivelse

Alice er flyttet tilbage til LA efter seperationen fra sin mand og alting er mildest talt en smule forvirrende. Børnene savner deres gamle hjem, hun er arbejdsløs, smådeprimeret, med et knust hjerte og eksmanden spøger stadig i kulissen. På sin 40 års fødselsdag møder hun den charmerende og lækre Harry og hans 2 venner, der prøver at slå igennem i en hård branche og før hun ved af det, er de tre unge og forarmede kunstnere rykket ind i hendes gæstehus. Kan Alice finde ud af at balancere flirt, firma og familieliv med en jaloux eksmand og en portefølje af højrøvede og utaknemmelige kunder?

Vurdering

En helt klassisk kærlighedskomedie om at finde sig selv og sine ben efter skilsmisse, flytning og kærestesorger. Det hele er sødt og hyggeligt og selvom klichéerne står i kø, ja de vælter praktisk talt ud af skabet, er det hele så tilpas charmerende, at det sagtens kan underholde på en kedelig søndag

Andre film om samme emne

Producer/instruktør-duoen står også bag Praktikanten og The holiday, der begge er komedier med masser af romantik