Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wilhelmsen

Kort om bogen

To flotte, gennemillustrerede bøger om den nye Star Wars-film "The Last Jedi". For fans fra 10/11 år. Yngre læsere - måske især drenge - helt ned til 6-7 år vil sikkert gerne kigge med på bøgernes mange detaljerede billeder

Beskrivelse

To oplevelses- og bladrebøger om filmen "The Last Jedi". I "Star Wars - The Last Jedi - Fantastiske Fartøjer" får vi 16 tværsnit af rumfartøjer fra filmen - lige fra "Modstandsflagskibe" til "Skispeeder". Bagest et afsnit om fartøjernes størrelsesforhold. I "Star Wars - The Last Jedi - Den Illustrerede Guide" gennemgås de mange steder og figurer i filmen, både nye og ældre. Bogen er illustreret med friklippede farvefotos af figurer, våben og effekter fra filmen. Bagest i denne bog er der register, så man nemt kan finde frem til de enkelte figurer

Vurdering

Bøgernes tekster er velskrevne. I begge bøger rummer hvert opslag først en brødtekst, men en stor del af teksterne består af billedtekster og tekster i faktabokse. De friklippede farvefotos på fortrinsvis hvid baggrund er med til at gøre siderne overskuelige på trods af de mange billedtekster og giver bøgerne et flot og lækkert udseende. To tiltrækkende og indbydende bøger for fans af Star Wars-universet

Andre bøger om samme emne

De to bøger svarer fuldstændig til to tilsvarende bøger om den forrige Star Wars-film "The Force Awakens", som den nye film hænger nøje sammen med: Star wars - the force awakens om figurerne og Star wars - the force awakens om rumfartøjerne