Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Kort om bogen

Guf til fans af Postmand Per, Brandmand Sam og Thomas & vennerne. Tre udgivelser med de velkendte TV-figurer til børn fra 2-5 år

Beskrivelse

I "Pers musikalske dag" skal Postmand Per fragte et klaver til skolen, men han får lidt udfordringer, da et af postbilens dæk eksploderer. Heldigvis er Per og hans hjælpsomme venner fulde af gode ideer, så klaveret kommer frem til tiden. I "Jupiter og den store ildebrand" laver Trevor grillmad i Pontypandy. Pludselig går der ild i et træ, og Brandmand Sam må tilkaldes. Udover historien er der tre spørgsmål til læseren. I "Thomas og hans bedste ven" kommer toget Thomas i et dilemma. Kontrolchefen vælger Thomas til at hente et orkester, men Thomas ved, at hans togven Percy gerne vil have opgaven. Bøgerne er med papsider, og formatet er 17,5 x 17,5 cm. Til teksten er der fotos fra tv-serierne

Vurdering

Der er helt sikkert mange, der bliver glade for alle tre bøger, selvom historierne er lidt tynde, og der er lidt for få billeder til at støtte op om dem. Tv-seriernes charme kommer ikke helt til udtryk i bøgerne, da figurerne og universet virker lidt stift i bogform. Men genkendelsens glæde og fryden ved, at er findes bøger om TV-heltene, er ikke at kimse af

Andre bøger om samme emne

Der findes andre billedbøger om figurerne som fx Postmand Per - historier fra Grønnedal, Thomas & vennerne - tæl med Thomas og Brandmand Sam - Fanget i fyrtårnet ; Brandmand Sam - Koncert med Elvis