Multimedievurdering

Forfatter: Finn Christiansen

Kort om spillet/multimediet

Racerspil. Her kan du deltage i Formel 1 2017-sæsonen. Spillet indeholder alle tyve baner, tyve kørere og ti hold som er med i denne sæson. For alle unge og voksne fans af F1

Beskrivelse

Dette er Codemasters niende Formel 1-racerspil. Serien startede i 2009. Spillet indeholder alle kørere og baner fra 2017-sæsonen og er således fuldt licenseret. Spillet har fokus på realisme, selvom der dog også er mulighed for en mere arcade-agtig tilgang til sporten, hvor man får hjælp til fx nedbremsning. Hovedindholdet er karriere-delen, hvor man skal opbygge en racerkarriere over 10 år. Udover kvalifikation og selve løbene er det især finjustering af F1-bilens køreegenskaber man som spiller skal dykke ned i. Spillet indeholder også online-løb, hvilket dog kræver personligt Gold- eller Plus-abonnement. Sprog: engelsk

Vurdering

Formel 1 er racersportens mest prestigefyldte variant og nærværende simulation er meget vellykket. Eneste kritikpunkt er sværhedsgraden, for hvis man vil kunne konkurrere mod de allerbedste online, så er rat og pedaler en nødvendighed. Men hvis man blot ønsker at dykke ned i solo-karrieren, så kan en almindelig controller gå an. 2017-versionen bygger perfekt ovenpå 2016-versionens høje realisme-niveau. Og som lækkert kræs for entusiasterne er tilføjet klassiske F1-biler, som kan køres i særlige events mellem Grad prix'erne i F1-turneringen. PEGI: 3. Sværhedsgraden kan magtes fra 12 år

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

Der findes et væld af bil- og racerspil. Project cars (Playstation 4) omfatter også F1-biler og er blandt de allerbedste i genren