Filmvurdering

Forfatter: Christine Christensen

Kort om filmen

Hvor langt vil du gå for at se retfærdigheden ske fyldest? Vil du bryde loven? Sætte dit eget liv på spil? Slå ihjel? Spændende og uforudsigelig thriller for et voksent publikum

Beskrivelse

Susan er ulykkelig og træt af sit liv. Hun og ægtemanden er gledet fra hinanden, hun tvivler på sig selv og sin karriere og er træt af det alt for store hus og den livsstil som de i virkeligheden slet ikke har råd til. Så da Susan modtager et manuskript fra eksmanden Edward tvinges hun til at tage sit liv op til revision. Edwards manuskript er ikke til at lægge fra sig. Historien om en familien, der chikaneres af en flok bøller på en biltur er tragisk og forfærdelig og efterhånden som situationen og brutaliteten eskalerer og familien udsættes for kidnapning, voldtægt og mord, går det langsomt op for Susan, at manuskriptet er en slags metafor for hendes og Edwards fælles fortid. En metafor, der tvinger hende til at se på sine valg med andre øjne og genoplive fortrængte minder og følelser fra fortiden

Vurdering

Meget spændende og flot thriller, hvor rammehistorien og manuskriptets historie snor sig ind og ud af hinanden og skaber overraskende plottvist. Det er en tragisk og voldelig historie om valg og fravalg, kærlighed og hævn

Andre film om samme emne

I Death sentence må hovedpersonen også gå meget langt for at beskytte sin familie