Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Kort om filmen

'Den 5. november 1962 omkom 21 minearbejdere i Kings Bay-minen på Svalbard. Der er ikke fundet en årsag til ulykken. Den er et mysterium'! Og dette mysterium er udgangspunkt for en norsk thriller for yndere af spegede konspirationsteorier med storpolitiske overtoner

Beskrivelse

På avisen Nordlys i Tromsø får den tørstige og ikke punktlige journalist Harrieth Hansen en pakke, som indeholder gamle russiske spolebånd. De omhandler en samtale mellem en norsk og russisk diplomat i 1961, der et år før den store mineulykke på Svalbard advarer om, at en sådan kan finde sted! Et mistænkeligt dødsfald indtræffer, og Harrieth trues af det norske efterretningstjeneste til at droppe sagen. Men det gør en sand journalist ikke, når der er tale om oliemilliarder og en kold krigs rivalisering mellem USA og Sovjetunionen! Filmens eftertekster præciserer, at kun den tragiske ulykke er faktuel. Selve historien er fiktion

Vurdering

Sneen ligger tungt i Tromsø med grumset-grimme billeder af noget uheldssvangert, og plottet er bestemt ikke uden spænding. Men handlingen er omstændeligt fortalt, plantede problemer som alkoholisme bruges ikke til noget, og forudsigeligheden truer konstant

Andre film om samme emne

Konspirationsteorier florerer fermt i Den sidste kontrakt (mordet på statsminister Oluf Palme) og JFK (mordet på præsident Kennedy). Sandhedssøgende journalister optræder i Alle præsidentens mænd (Watergate-skandalen) og Spotlight (pædofili i den katolske kirke)