Filmvurdering

Forfatter: Christine Christensen

Kort om filmen

Hvis bare man leder efter den, er der masser af magi i verdenen. Eventyrfilm om en dreng og hans ven for små dragefans fra 7 år

Beskrivelse

Peter har levet alene i skoven i 6 år, da han bliver fundet af skovfogeden Grace. Peter er forældreløs og var ganske lille da hans forældre omkom i en bilulykke, så det er et stort mysterium for hele byen, hvordan den lille dreng har klaret sig på egen hånd i en skov fuld af ulve og bjørne. Snart står det dog klart for alle, at Peter har haft en temmelig speciel ven. En stor, grøn drage har taget Peter under sine vinger og de to har knyttet et ganske særligt venskab. Men ikke alle mener, at dragen Elliott er ufarlig og snart går den vilde jagt på Peters ven og beskytter

Vurdering

Venskabet mellem Peter og hans "fantasi-ven" er filmens bærende element og dramaet opstår selvfølgelig når det omgivende samfund ikke forstår, at noget fremmedartet kan være venligsindet og rart. Resultatet er en varm og rørende familiefilm om naturen, venskab og det at høre til i en familie. Filmen er spændende og vil fint underholde målgruppen med sit indbyggede dilemma, omend slutningen er en smule forudsigelig

Andre film om samme emne

Filmen er en nyfortolkning af den gamle klassiker Peter og dragen fra 1977. Junglebogen er ligeledes en genindspilning af en klassiker med almindelige skuespillere, blandet med animation. Temaet om en ensom dreng, der finder en aparte ven ses også i Drengen og jernkæmpen og Big hero 6