Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Kort om filmen

En kanin er frygtsom og undselig. En ræv er en troløs lurendrejer. Og rovdyr sætter nu engang pris på en ordentlig omgang råt kød. Forkert. Drop alle fordomme og tag til Walt Disneys animerede Zootropolis, hvor alt kan se. Og sker!

Beskrivelse

Zootropolis er et moderne Paradis uden mennesker. Rov- og byttedyr har opgivet årtusinders vaneroller og lever nu fredeligt side om side i streetsmart mennesketøj. Fordrageligheden trues dog alvorligt, da rovdyr pludselig forsvinder. Og vel at mærke er blevet vilde igen. Er det virkelig sådan, at dræbergener ikke kan tæmmes? Det er en nyudklækket kaninstrømer (den første af sin art) tilbøjelig til at mene. Men den spegede politisag viser, at man både kan gøre verden til et bedre sted og samtidig realisere sine drømme

Vurdering

Zootropolis er en moderne storby med forskellige distrikter, der svarer til klodens klimazoner. Et enkelt og på egne præmisser logisk univers, der flot fungerer som kulisse for et originalt persongalleri. Og der er mening med galskaben. Ordene rov- og byttedyr kan sagtens erstattes med fremmede og indfødte, dem og os! Fremragende underholdning med mening

Andre film om samme emne

Familieunderholdning med sjove dyr - ja, men også en forrygende politi-efter-røvere-parafrase med referencer til fx Godfather trilogien, politiserier og de fortløbende løjer i farcerne om "Politiskolen". Også sammenlignelig med de artistiske franske tegnefilm noir En kat i Paris og Fantomdrengen