Multimedievurdering

Forfatter: Finn Christiansen

Kort om spillet/multimediet

Adventurespil i klassisk point'n click-stil, som bygger videre på handlingen fra "Back to the future"-filmene. Fra 12 år

Beskrivelse

Spillet udkom oprindeligt til pc og Mac i fem episoder i årene 2010-12. Historien, som fortsætter tidsrejse-strabadserne for Marty og Doc, er skrevet af Bob Gale, som skrev og producerede de nu klassiske Tilbage til fremtiden-film. Historien foregår fremme og tilbage i tiden, dog primært i 1931. Den ikoniske DeLorean kommer pludselig tilbage til nutiden - tom! Marty må derfor tilbage i tiden for at finde Doc. Man spiller Marty i tredjeperson og styrer ham rundt i Hill Valley anno 1931, mens man taler med indbyggerne, undersøger spor og indsamler nyttige genstande. Sproget er engelsk

Vurdering

Selvom spillet har nogle år på bagen, er det stadig meget underholdende. Først og fremmest en sjov historie, som på bedste vis bygger videre på filmene. Der genbruges med passende finesse og respekt. Humoren er intakt, godt hjulpet af fremragende stemmearbejde af bl.a. Christopher Lloyd (Doc) og Tom Wilson (Biff). Grafikken er karikeret på den typiske tegneserieagtige Telltale-facon. Sværhedsgraden er meget overkommelig, men skulle man alligevel gå fast i en puzzle, kan man altid få et par hints. Helt perfekt for casual gamers. PEGI: 16 og ikon for vold. Kan magtes fra 12 år

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

Tidligere udkommet Back to the future - the game (Playstation 3). Telltalegames har lavet lignende spil, fx The walking dead og The wolf among us primært for voksne