Filmvurdering

Forfatter: Christine Christensen

Kort om filmen

Hvilke hemmeligheder findes der under facaden hos Hollywoods prominente skuespillere og berømtheder? David Cronenbergs foruroligende psykodrama henvender sig til et publikum, der tiltrækkes af mørke psykologiske dramaer, med et satirisk tvist

Beskrivelse

På overfladen har familien Wiess det hele; penge, berømmelse og masser af fans. I virkeligheden forfølges de allesammen af dæmoner i form af narkotikamisbrug, svigt og følelsesmæssig afstumpethed. Helt galt går det da et fjerde medlem af familien, Agatha, dukker op i stjernernes by. Hun er forbrændt, traumatiseret og nyligt udskrevet fra et sindssygehospital. Ivrig efter at leve et normalt liv får hun arbejde som personlig assistent for en rig skuespiller og møder limousinechaufføren Jerome. Men ligegyldigt hvad hun gør, ser det almindelige liv ud til at smuldre imellem hendes fingre og Agatha drager ud for at stille fortidens skyldnere til ansvar og tage hævn en gang for alle

Vurdering

Kynisk puslespils-fortælling om et overfladisk og yderst usympatisk samfund i samfundet. Det er svært at holde af en eneste af de noget karikerede personer, der da også tvinges til at se deres egne spøgelser og mareridt i øjnene. Sært, frastødende og fascinerende i en ikke helt vellykket cocktail

Andre film om samme emne

Hollywood elsker at portrættere sig selv. Se fx den ikoniske Sunset Blvd, den dramatiske Mulholland drive eller den morsomme Boogie nights