Filmvurdering

Forfatter: Frans Rasmussen

Kort om filmen

Nyfortolkningen af myten om Dracula byder på flot middelalder-action, adventure og blodtørst. Fra 15 år

Beskrivelse

Denne nye Dracula-film blander Bram Stokes klassiske roman fra 1897 med en forhistorie om en historisk, rumænsk krigsfører, Vlad Dracula, der siges at have inspireret til romanen. Vi er i år 1462, hvor fyrst Vlad hersker over det fredelige Transsylvanien og nyder det stille liv med konen Mirena og sønnen Ingeras. Da hans tidligere tyrkiske ven Mehmet vil bortføre 1.000 af landets drengebørn, blandt andet Ingeras, starter krigen. Vlad siger ja til tilbuddet om af få uanede kræfter som vampyr, men blodtørsten kan koste ham dyrt

Vurdering

Den debuterende instruktør Gary Shore forsøger at gå bag om myten ved at skildre Dracula som en familiefar med en mørk side. Vlads indre kamp omkring den høje pris han måske må betale for at bevare sin familie giver filmen en almen menneskelig dimension. Generelt er filmen dog mest blevet et billedmæssigt flot, men traditionelt action- og adventure-drama i en middelalderramme. Bortset fra scenerne, hvor Vlad handler med dæmonen, mangler den helt de gys, man forbinder med Dracula-myten

Andre film om samme emne

Dracula-myten har været emnet for utallige gyser-film fra stumfilmen til i dag, ja også en genreparodi som Mel Brooks' Dracula dead and loving it er det blevet til. Med hensyn til nytolkning, etablering af en baggrundshistorie og relation mellem fortid og nutid har den nye film fællestræk med Coppolas Dracula