Multimedievurdering

Forfatter: Frederik Nielsen

Kort om spillet/multimediet

Actionpræget rollespil i det populære Tolkien-univers. Historien foregår tidsmæssigt mellem Hobbitten og Ringenes herre og spillet henvender sig til fans af Tolkien og fantasy-rollespil generelt

Beskrivelse

Talion og hans familie myrdes af Saurons soldater men elveren Celebrimbors genfærd genopliver ham for at de begge kan få hævn over Sauron. Spillet foregår i en åben verden - en spilbar udgave af Mordor og med en blanding af stealth, kamp og magi skal du udrydde de mest magtfulde krigere i Saurons hær. Spillet introducerer et Nemesis-system som gør, at hvis du fejler og slås ihjel af en modstander stiger han i graderne og bliver bedre. Som spillet udvikler sig bliver du også bedre men får samtidig mere udfordrende og mere personlige modstandere

Vurdering

Grafikken, lydsiden og stemningen i spillet er rigtig god. Fans bliver forkælet med kendte figurer fra både Hobbitten og Ringenes herre, hvilket er med til at gøre det til et af de bedste spileventyr i Tolkiens univers. Styringen og kameraføringen kræver lidt tilvænning og man skal bruge og huske mange tryk på tasterne. Pegi: 18 med ikon for vold. Målgruppen vurderes til 14 år pga. den dystre tone i spillet og engelsk tale og tekst

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

Der er efterhånden udgivet mange fantasy-rollespil og også en del inspireret af Tolkiens univers. The lord of the rings - war in the North (Playstation 3) og The lord of the rings - conquest (Xbox 360) har ligheder, men kampsystemet i spillet gør at det minder mere om fx Batman - Arkham Asylum (Xbox 360)