Multimedievurdering

Forfatter: Finn Christiansen

Kort om spillet/multimediet

Hele første sæson af den roste The Walking Dead-serie. Du spiller den drabssigtede Lee Everett, der kæmper for overlevelse midt i zombie-apokalypsen. For unge fra 15 år og voksne

Beskrivelse

The walking dead-følgetonen bygger på tegneserien og tv-serien af samme navn. Genren er et adventurespil, hvor de valg man foretager, har afgørende betydning for den videre handling. Den historiemæssige ramme er survival horror, for verden er i kaos efter spredningen af en grusom virus, der gør at døde genopstår som kødædende zombier. Historiens fokus ligger på relationerne mellem de overlevende - og ikke så meget på kampen mod zombierne

Vurdering

Spillet er stort set identisk med The walking dead (PS3). Nærværende version har dog en anelse bedre grafik, som ligner tegneseriens streg utroligt godt. Vi får også en udmærket bonus-episode med, "400 days", som med fem nye hovedpersoner handler om apokalypsens første 400 dage. Kvaliteten af første sæsons fem episoder samt bonus-episoden er skyhøj. Den desperate stemning og de hjerteskærende dilemmaer gør det til en fantastisk intens oplevelse, også selvom spillets tempo og sværhedsgrad kan magtes af alle. PEGI: 18 og ikoner for grafisk vold og grimt sprog

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

 The walking dead - survival instinct er en mindre vellykket shooter med tv-serien som forlæg. The last of us remastered er fremragende survival horror i samme dystre stemning