Filmvurdering

Forfatter: Christine Christensen

Kort om filmen

Filmatiseringen af 1. bind i Veronica Roths spændende Divergent-trilogi henvender sig til samme publikum, som bøgerne dvs. alle action- og kærlighedshungrende teenagere fra ca. 11 år

Beskrivelse

Hundrede år er gået siden den store krig og Chicagos befolkning er opdelt i fem faktioner - de uselviske, de intelligente, de fredelige, de ærlige og de frygtløse. Alle teenagere skal ifølge loven testes og tildeles en faktion, men da 16-årige Tris tager sin prøve, viser det sig, at hun ikke har en tydelig profil, hun er en afviger, en "divergent", der ikke passer ind i det firkantede system. Pludselig er Tris samfundets fjende, og selvom hun desperat prøver at passe ind i sin nye faktion, må hun, truet på livet, sætte sin lid til en af de frygtløses ledere, Four

Vurdering

Hadet af anmeldere, elsket af fans. En del er ændret i forhold til bogen, men filmen er stadig gedigen teenageunderholdning med masser af action-, kamp- og kærlighedsscener og et underliggende moralsk dilemma; hvor langt kan man gå for at undertrykke den enkeltes personlighed og frihed i hensynet til samfundet

Andre film om samme emne

Fortællingen om et brutalt fremtidsunivers, hvor mennesket er reduceret til en brik i et større spil, er oplagt at sammenligne med andre science fiction-ungdomsfilm som fx The hunger games, men også med paranormal romance-film som Twilight og Beautiful creatures med deres mørke kærlighedshistorie