Filmvurdering

Forfatter: Ricki Elsgaard

Anvendelse/målgruppe/niveau

Klassisk amerikansk science fiction film fra 1968. Filmen har klassikerstatus indenfor genren, og er ophav til en lang række efterfølgende film, også af nyere dato. Det er en gammel film, så den primære målgruppe er de af os i alderen 40+, der af nostalgiske grunde altid gerne genser mesterværket. De yngre brugere vil nok hellere se Tim Burtons version af samme historie fra 2001, om end de filmhistorisk interesserede naturligvis vil kunne være nysgerrige

Beskrivelse

Tre astronauter nødlander på en fremmed planet. Umiddelbart ligner det en planet meget lig jorden, men lynhurtigt opdager de, at intet er som det plejer at være der, hvor de kommer fra. Her hersker nemlig aberne, og menneskene er reduceret til uciviliserede slaver, der holdes i bur. Men heldigvis er ikke alle aberne onde og for slaveriet. Det har i mange år været en uhyre populær film, og udover rollen i Ben-Hur, 1959, er det vel nærmest Charlton Hestons signaturrolle. Filmen var den første i en serie af film om abernes planet, der dog alle var af mere eller mindre tvivlsom karakter

Sammenligning

Tematikken med at bytte rundt på herskerforholdet og lade aberne være herrefolket har haft så stor fascinationskraft, at man også i nyere tid har givet sig i kast med filmatiseringer. Tim Burtons forsøg med Abernes planet, 2001 var decideret rædselsfuldt og helt blottet for originalens charme, mens Abernes planet - oprindelsen, 2011 var anderledes original og seværdig i sin tilgang

Samlet konklusion

Altid seværdig klassiker der nok skal få udlån alene på nostalgien