Multimedievurdering

Forfatter: Finn Christiansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Xbox 360, Xbox One. Lego-spil som følger det velkendte koncept fra TT Games. Henvender sig til alle de mange Lego-fans, som tørster efter mere. Sproget er engelsk og uden tekster i de filmklip, som starter hver bane. Danske menuer og tekster i gameplay. Kan magtes fra 8 år. PEGI: 7 og ikon for vold

Beskrivelse

Lego-spillenes charme er i høj grad knyttet til det sjove, der er i at se kendte film m.m. omdannet til Lego-universet. Mange har naturligt nok været skeptiske overfor nærværende spil - for er det sjovt at se Lego omdannet til Lego? Men jo, jeg må blankt erkende, at både jeg og min 11 årige testpilot, slugte en stor del af spillet i ét langt huk - og vi var begge fortrinligt underholdt. Filmens stil og handling er fulgt meget nøjagtigt, og det fungerer endnu en gang utroligt godt. Filmens crazy humor og høje tempo, som minder lidt om Cowboy, indianer og Hest-filmen, er genskabt i spillet. Hver bane starter med et klip fra filmen. Det er dog en fordel at have set hele filmen, for handlingen kan være ret svær at følge med i, ud fra de fragmenterede klip alene. Som vanligt kan en ekstra spiller frit hoppe ind i co-op. Grafikken er flot, ikke mindst på Xbox One, men det er skuffende at se, at filmklippene ind i mellem hakker i det og har dårligere grafik end selve spillet. Sjusk

Sammenligning

Lego-konceptet er efterhånden gentaget utallige gange. Vi er her tilbage ved de historiemæssigt stramt styrede spil, og væk fra det mere åbne Lego City - undercover (som ikke er udbudt bibliotekerne)

Samlet konklusion

Alt i alt et glimrende spil, som nok er bedst for dem som har set filmen, men alligevel er superduper underholdning for alle Lego-fans