Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Anvendelse/målgruppe/niveau

En animationsfilm fra Pixar/Disney har altid familiepublikummet som målgruppe, og filmene formår som regel at have en let forståelig handling for børn samtidig med et refererende, vittigt voksenplan. Men Monsters University placerer sig desværre mellem de to stole: Monsteruniversitetets løjer er for indforståede for børn og for rutineprægede for voksne

Beskrivelse

Et skolebesøg på Monsterfabrikken forandrer den lille kyklop Mike Wazowkis liv. Han vil være skræmmer - og altså skræmme menneskebørn fra vid og sans - og vælger derfor at starte på Monsteruniversitetet. Kun for at konstatere, at han ikke er særlig skræmmende og derfor mobbes i middelsvær grad. Blandt andet af lømlen Sulley. Men det umage par finder sammen og sætter nye skræmmestandarder! Det talentfulde animationstudie Pixar har sammen med sværvægteren Disney skabt nogle fantastiske underholdningsfilm med vid, mening og dybde: Toy story-trilogien, 1995-2010, Wall-E, 2008 og Op, 2009. Dvd'en indeholder også den fine kortfilm Den blå paraply

Sammenligning

Filmen Monsters University, 2013 er en prequel til Monsters Inc., 2001, som fortæller, hvordan monstrene Mike og Sulley mødte hinanden. Men hvor moderfilmen havde en spændende vekselvirkning mellem menneske- og monsterverdenen, er prequel'en nærmest en universitetsparodi. Den smukke morale om to vidt forskellige individer, som sammen bliver uovervindelige, findes også i The Mighty, 1998

Samlet konklusion

Flot CGI-animation, men ikke så god som forgængeren og slet ikke et must