Multimedievurdering

Forfatter: Henrik Schou

Anvendelse/målgruppe/niveau

Wii, Wii U. Der er en ny smølfefilm i biografen og det er jo rigtig smølf for smølfefamilierne. Ligeledes er der udkommet et nyt smølfespil. The Smurfs 2 er et traditionelt sidescrollende platformspil, der henvender sig til de yngste gamere. Spillet er for drenge og piger fra ca. 6 år og op. PEGI 7. På dansk

Beskrivelse

Den onde Gargamel har, ved hjælp af nogle smølfelignende væsner, kaldet "Naughties", kidnappet Smølfine. En redningsaktion er derfor på sin plads. Det er der kommet et sidescrollende platformspil ud af. Spilleren skal lede en smølf (der er rigtig mange at vælge imellem, hver med en unik færdighed) igennem 6 verdener, hver med 5 baner - totalt 30 baner og 6 bosskampe. Undervejs skal spilleren samle frugt, finde bonusmønter og hoppe på fjender. Spillet kan gennemføres på få timer. Grafikken på Wii U er overraskende nydelig, mens den gamle Wii byder på mere middelmådig grafik. Flere spillere kan spille sammen om at gennemføre banerne, hvilket giver ekstra levetid og sjov med spiller. Wii U Gamepadden kan desuden styre en speciel karakter

Sammenligning

Spillet "låner" meget fra det populære "New Super Mario Bros. U" (som ikke tilbydes bibliotekerne), men henter også inspiration fra andre klassiske Nintendo spilserier, fx Donkey Kong country returns (som ikke tilbydes bibliotekerne), dog uden at klare det helt så godt, som de store og populære Nintendo spil

Samlet konklusion

The Smurfs 2 er et hurtigt gennemført og lige så hurtigt glemt børnespil, der primært lever højt på at være beslægtet med en film og med de stadig populære smølfer. Stor eller skelsættende spilkunst er det ikke, men det kan sagtens underholde en aften eller to