Filmvurdering

Forfatter: Frans Rasmussen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Vellykket og menneskeligt gribende skildring af et kapitel i den danske modstandskamp under 2. verdenskrig, der også vil have et vigtigt budskab til de unge generationer. Fra 13 år

Beskrivelse

Marius Fiil er familiefar og krofatter på den jyske Hvidsten kro. Sammen med lokale folk organiserer han under 2. verdenskrig en gruppe, der modtager og videresender krigsmateriel nedkastet af englænderne. Deres indsats får væsentlig betydning, men er farligere end de helt er klar over. Instruktørdebutanten Anne-Grethe Riis fortæller med historisk korrekthed, og skønt emnerne er patriotisme og opofrelse fremstår filmen næsten dramadokumentarisk og uden det bulder og brag den spændende, ydre historie lægger op til

Sammenligning

Den danske modstandsfilm blev genoplivet med storproduktionen Flammen og Citronen, der med sin vægtning af spektakulær, dramatisk skildring af hovedpersonernes heltegerninger ikke for alvor bevægede på det personlige plan. Det gør Hvidsten Gruppen med sin historie, der ikke foregår i storbyen, men på landet blandt almindelige mennesker, der vælger at handle for at forsvare nogle værdier uden at kende konsekvenserne

Samlet konklusion

Selv om filmen i de afsluttende scener bliver lige lovlig følelsesladet og sentimental, så er dens afgørende styrke, at den bevæger. Der leveres utrolig godt skuespil og ved at holde fokus på en enkel familie og på de konsekvenser, modstandkampen får, bliver det en nær og vedkommende fortælling om at stå sammen, et alment budskab, der rækker ud til andre konflikter i verden