Filmvurdering

Forfatter: Ricki Elsgaard

Anvendelse/målgruppe/niveau

Der er en meget bred målgruppe til vampyrhistorier. Både unge og de lidt ældre fascineres af det mørke univers med dens indestængte længsler. Det er overvejende kvinder, der tiltrækkes, men også mange mænd kigger med. Filmen er tilladt over 11 år, men en aldersgrænse på 13 år vil virke mere passende, også taget i betragtning, at filmens temaer om fx savn og fremmedgjorthed kan være svære at forholde sig til for en 11-årig

Beskrivelse

Sagaen om den unge og smukke outsider Bella og hendes forelskelse i vampyren Edward fortsætter her i film to i serien. Alt ånder fred og idyl i lillebyen Forks, men da Bella en dag skærer sig, så blodet pibler, går det op for Edward, hvor umulig deres kærlighed er, og han forlader byen for at beskytte Bella. Dybt ulykkelig af hjertesorg søger Bella til sin gamle ven Jacob, og der opstår sød musik. Jacob bliver dog langsomt mere og mere aggressiv, og samtidig skæmmes byen af nogle frygtelige mord. Er der en sammenhæng?

Sammenligning

Vampyrgenren er virkelig populær for tiden. Den første film i serien Twilight, 2008 baseret på Stephenie Meyers populære ungdomsbøger, blev en publikumssucces og er siden fulgt op af to yderligere film

Samlet konklusion

Anmelderne var delte i deres kritik af filmen, og publikum lige så. Den er upåklageligt produceret, og alle skuespillerne fra den populære første film er tilbage. Har biblioteket købt del 1, skal man naturligvis også investere i del 2. Har biblioteket ikke den første, kan denne titel dog sagtens undværes