Lektørudtalelse

Forfatter: Else Lerche

Anvendelse/målgruppe/niveau

De tre billedbøger i et næsten kvadratisk format vil blive vel modtaget af de 2-5-årige Barbapapa-fans. De små enkle historier er ren underholdning

Beskrivelse

Forfatter og illustrator kendes fra de efterhånden mange titler om den hyggelig Barba-familie, de små amøbelignende væsner, der kan ændre facon og har hver sin farve. I Kufferten befrier Barbapapa de vilde dyr i en togvogn, laver sig om til en stor kuffert og fører dem i den tilbage til Afrika. I Orkestret laver Barba-familien sig om til instrumenter og giver koncert for at adsprede Claudine, der har brækket benet. I I køkkenet bager Barba-børnene sammen med Barbamama kager til Barbapapas fødselsdag. Da Barbagul spiser dem, skælder hun alle børnene ud (hvorfor alle?) og bager selv en ny kage. Den spinkle tekst, skrevet i små korte sætninger, opleves mere som kommentar til illustrationerne end som sammenhængende historie. De livlige illustrationer er malet i den vanlige enkle, næsten skitseagtige streg i stærke farver. Der er en del sjove detaljer i billederne, og de udstråler både varme og charme. Forsiderne angiver bøgernes tema

Sammenligning

Konceptet er det samme som i de seneste titler fx Havet, 2008. De er enklere end de første udgivelser om Barba-familien

Samlet konklusion

Indholdet er meget enkelt. Det er i illustrationerne historierne folder sig ud. Udover de spektakulære forvandlingsnumre udstråler illustrationerne en egen charme, som tiltaler børn fra 2-5 år. Bøgerne byder dem på uforpligtende underholdning