Lektørudtalelse

Forfatter: Else Lerche

Anvendelse/målgruppe/niveau

De to enkle billedbøger er til de 2 1/2-4 årige. De kan bruges til en snak om at tage noget, der ikke er ens eget, eller miste noget man har

Beskrivelse

Kathleen Amant er velkendt fra bl.a. de søde bøger om Anna, fx Anna og vuggestuen, 2008. Billedbøgerne er trykt på kraftigt, coated papir. Historierne fortælles i en enkel, mundret tekst, der fint understøttes af de enkle illustrationer, der har en varm udstråling. De er malet i en bevidst barnlig streg, hvor sort kontur gør, at hver genstand står skarpt. De er malet i mættede, stærke farver, lagt på i nuancer, hvilket gør billedet levende. Illustrationerne er malet over hele opslaget, teksten er sat på den farvede baggrund. Forsiden af heksen Mimi er charmerende, bagsideteksten afslører bogens tema. I den med støvlerne taber Mimi sine støvler på en flyvetur. Da hun lander, har koen taget dem og vil ikke aflevere dem. Mimi bliver vred og ked af det. Da hun kommer hjem, har koen sat støvlerne der. I den med månen tager Mimi månens hue uden at få lov. Hun taber den. Da hun finder den på jorden, lover hun at give månen den igen

Sammenligning

I Fie og dyrene går i børnehave, 2008 er et af temaerne også at tage noget, der ikke er ens eget. I Det handler om - Johanna og vognen, 1997 er temaet at gøre noget man ikke må

Samlet konklusion

Der er fin samklang mellem illustrationer og tekst. Børnene vil være optaget af historierne, kunne genkende situationerne og i en snak med voksne få en bedre forståelse af deres reaktioner