Lektørudtalelse

Forfatter: Henrik H Pedersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Især for den store læserskare af danske besættelsestidsromaner. Henvender sig bl.a. til læsere af Knud Sørensen, Bjarne Nielsen Brovst eller Ole Frøstrup. Kan også anbefales til læsere af den solide realistiske slægtsfortælling fra provinsen

Beskrivelse

Juul Clausen er især kendt for sine historiske romaner, bl.a. Healeren, 2002 og Faraos øje, 2006. Med Høst 43 afslutter han sin trilogi om besættelsen. Tidligere i samme serie er udkommet Operahuset på heden, 2003 og Spillemandens krig, 2005. I tredje bind, som stadig foregår i Grove Sogn omkring Nordeuropas største flyveplads på Karup hede, har bonden og spillemanden Stefan Koustrup fundet sammen med sin gamle kæreste Laura. Stefan finder på sin gård engelske flyvere i markstalden. Stefan forsøger at kontakte modstandsbevægelsen, men finder samtidig mistro mod sin person pga. bekendstskabet med en SS-læge. Bogen kan karakteriseres som en dokumentarroman med sin blanding af fiktion og faktuel formidling, bl.a. i enkelte anekdotiske afsnit om fx Hitlers pladesamling. Romanen giver et fint indblik i det midtjyske under besættelsen og samtidig en næsten "live" fornemmelse omkring folkeopstanden august 1943, sådan hørt fra en radio i Stefans og Lauras køkken

Sammenligning

Kan i miljøbeskrivelse og tone minde en del om bl.a. Nehms I krig og kærlighed. Juul Clausens serie appellerer til samme målgruppe

Samlet konklusion

Meget vellykket roman om besættelsestiden. Balancerer fint mellem fiktion, fortælling og dokumentarisme. Absolut til et større publikum