Lektørudtalelse

Forfatter: Karsten Boll

Anvendelse/målgruppe/niveau

De tre bøger henvender sig primært til formidlere af emner indenfor natur/teknik. Bøgerne er beregnet til oplæsning om emnerne iltmolekyler, vandmolekyler og elektroner, hvor deres egenskaber og sammenhænge er henlagt til en fiktiv fortælling for børn i alderen 5-9 år. Bøgerne vil først kunne selvlæses fra omkring 9 år

Beskrivelse

I et forsøg på at skildre svære begreber som molekyler og elektroner er her tre titler, som slipper fornuftigt fra opgaven. Selvom den fiktive tekst virker fortænkt, lykkes det faktisk at formidle disse begreber, så man får et billede af, hvordan molekylerne indgår i forskellige sammenhænge. Svagest står fortællingen om elektronen Elektra, idet den kun beskæftiger sig med elektricitet, så her kræves yderligere oplysninger om elektroner. De lidt stive, farvelagte illustrationer med med til at visualisere de svære begreber. Under hvert opslag er en faktaboks, som præcist beskriver det faktuelle indhold

Sammenligning

Jeg har ikke tidligere set tilsvarende materialer om emnerne for alderstrinnet. Men det er oplagt at arbejde videre med materialer for målgruppen, da de vil udfylde et hul i fomidling af emner i faget natur/teknik i de yngste klasser

Samlet konklusion

Alt i alt et godt forsøg på at formidle svære naturvidendskabelige begreber for de yngste elever, 5-9-årige, hvor abstraktionsniveauet endnu ikke er fuldt udviklet