Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Genudgivelsen eller genopfindelsen af Barbapapa-serien fra 1970'erne fortsætter her med to nye bøger, hvor Barbapapas skole udkom første gang i 1976, mens Barbapapas træ ikke ser ud til at have været udgivet tidligere. Jeg tilhører en generation, som ikke kender bøgerne fra dengang, og læst i dag virker de som lidt bedagede bøger med en tidstypisk, opbyggelig morale, pakket ind i et temmelig fjollet miljø af store, farvestrålende amøbefigurer. Men der er meget at se på i de livlige illustrationer, som er i en enkel og glad streg i klare farver på hvid baggrund, og små børn fra 3 år vil sikkert more sig over, at der foregår så meget på billederne og hygge sig med den kærligt, naive charme, som bærer de tynde historier. I Barbapapas skole laver de flinke barbapapaer en meget sort skole om til en rigtigt flippet 70'er lilleskole med frie forhold og mere lystbetonet undervisning, hvor deres evne til at ændre form kommer helt til sin ret, idet de både kan agere drejeskiver og legeredskaber, og alle de før så autoritetstro forældre ender med at være ellevilde. I den anden bog redder de søde amøber et vakkelvornt træ og dets beboere på en meget naturvenlig og økologisk facon og slutter med at lave syltetøj i lange baner