Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Nørby Sørensen

Fotografisk genoptryk, indscannet efter 2. udgave 1976, af forfatterens trilogi af førstehånds beretninger fra de danske som lod sig indrullere i tysk krigstjeneste under 2. verdenskrig. Dengang en kontroversiel udgivelse, der vakte debat. Og genudgivelsen rammer jo også durk ned i en aktuel debat om 2. verdenskrig, om samarbejdspolitikken mv. Bøgerne er netop fotografiske genoptryk, dog også med nye forord til denne 3. udg., men jeg leder desværre stadig forgæves efter et register. Her strømmer ellers et væld af ligefremme og barske beretninger fra Frikorps Danmark-folk, de fleste under med initialer og efternavne, andre alene med kaldenavne/øgenavne som: ”Boffie”, ”Pioner-John” ”Kesse fra Tønder”, ”Cirkus-Sjas” og ”Skræk”. I første bind Frontsvin fortæller Frikorps Danmark-folk om kampene ved Ilmensøen, andet bind er om kampene ved Welikije Luki og om ”korpsets endeligt”. I sidste bind Forrædere fortæller Frikorps Danmark-folk om drømmen og virkeligheden. Desuden afsnit om opbygningen af Frikorps Danmark, om våben og uniformer. Trilogien er baseret på samtaler med mere end 150 frikorpsfolk, på aviser, breve og officielle dokumenter. Bøgerne har længe været svære at opdrive, og genoptrykket er en passende lejlighed til at supplere på hylden, med hvad man kan anse som en stadig nødvendig bogserie. Til historisk interesserede og til aktuel debat