Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Aagaard

Velskabte - helstøbte - og stærkt ønskede. Det er hvad der er at sige om Bodil Nederbys fire små historier om Rasmus (Rasmus brænder tungen, Rasmus bygger et tårn, Rasmus fodrer ænder, Rasmus får vasket hår) i udgaver, hvor billeder og tekst på højresiderne er suppleret med 1, 2, 3 eller 4 tegnillustrationer på venstresiderne til de bærende ord i den korte tekst. Tegnillustrationerne er udført af Bodil Nederby, som bestemt har sans for både udtryk og overskuelighed. Det betyder, at børn og familier med døve, tunghøre eller sent udviklede medlemmer har endnu en indgang til fire historier om en 2 årig helt normal dreng: Rasmus brænder sig på den varme frikadelle fordi han ikke kan vente. Rasmus får hjælp til at bygge et tårn af de irriterende klodser - som han så vælter med et fortjent spark. Rasmus fodrer ænderne i parken - med lidt for stor succes, de bliver ivrigere end Rasmus kan lide det. Rasmus hader at få vasket hår når han er i bad, man han synes, resultatet bliver flot. De fire små bøger kom i udgaver uden tegnillustrationer 1995 - de foreliggende kan benyttes helt på linie med dem, tegnillustrationerne er så fint integreret, at de udvider brugen snarere end indskrænker den