Lektørudtalelse

Forfatter: Martin Bjerregaard Jensen

Letlæsningsbøger med et godt sprog og en spændende handling. Det er godt gået af både Bundgaard og Ahlburg at kunne fortælle en så helstøbt historie med et så lavt lix-tal. I Ole Bundgaard: Trampe Trold kan trolden ikke forstå, hvorfor alle er bange for ham og flygter. Han spejler sig i søens vand, ser at han måske skal frisere sig og se gladere ud, men det hjælper ikke. Da en fugl bygger rede i hans hår og lærer ham at gå stille, bliver det hele straks noget andet. Sød troldehistorie. I Kirsten Ahlburg: Se, det spøger! presser Simon Anne til at være med til at se efter spøgelser på kirkegården om natten kl. 12. Simon er sej, Anne er bange. De stopper ved en 5-årig piges grav, og da hun viser sig som en tågeånd, flygter Simon, mens Anne bliver tilbage. Anne synger "Se min kjole" sammen med pigen, inden hun forsvinder igen, og bagefter er rollerne lidt omfordelt mellem Simon og Anne. Begge bøger er flot begynderlæsning, gode historier med illustrationer, der er afpasset til både til fortællingen og læseren. Også forsiderne er appellerende. Godt nyt til de allerførste læsere