Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Axelsen

Forfatteren til disse fem bøger har hidtil kun udgivet bøger for voksne. Illustratoren er kendt fra flere billedbøger. Bøgerne her vil egne sig til oplæsning for 1.-3. kl. De behandler fem forskellige temaer, som børn vil kunne genkende, også selvom den verden, hovedpersonens dagligdag består af, ikke er realistisk. I et tæt samspil mellem tekst og billeder fortælles om frøken Ignora, en pige der bor alene i et vandtårn. Bøgernes størrelse er da også i "vandtårnsfacon", ca. 1/2 A4-ark foldet på langs. Bøgerne skal helst læses i den nummererede rækkefølge, da der er en vis progression i handlingerne. Ignora går i skole. Hendes far er død og hendes mor er ikke-eksisterende. Hendes voksenkontakt, holdepunkt og hjælper er naboen, en gammel fiskehandler. Vi følger Ignora, når hun bliver vred, forelsket og mobbet, har triste og alvorlige tanker, samt når hun vil præge verden omkring sig. I et til tider næsten poetisk sprog bliver vi bekendt med hendes verden. Illustrator har med udtryksfulde akvareltegninger på fornemste vis skildret og fortolket teksten. Ved layoutet og illustrationerne udvider teksten sig, så der bliver masser at tale om, stille spørgsmålstegn ved og digte videre på - og måske blive klogere