Lektørudtalelse

Forfatter: Bente Nielsen

Det er meget engelsk og meget hyggeligt. Det er historierne om musene i Brombærhegnet, der udgives i ny udgave. Formatet er noget større, og der er i hver bog tilføjet en introduktion om Brombærhegnets familier, deres indbyrdes relationer og beskæftigelse. Bortset herfra er bøgerne som i første udgave med nøjagtig ens tekst, illustrationer og layout. Historierne handler om forskellige begivenheder i hver sin årstid i det hyggelige, velordnede og trygge minisamfund. Om foråret har museungen Wilhelm Torskemund fødselsdag, og han overraskes med en skovtur. Om sommeren fejres et overdådigt bryllup. Om efteråret plukkes der bær og en lille musepiger bliver borte. Om vinteren holdes der snebal. Det er hyggelige historier, der alle ender godt og oser af idyl. De er illustrerede med fine stemningsfyldte billeder, der bugner af naturens mangfoldighed og overflod og samtidig beskriver musenes boliger og værksteder med et væld af fine detaljer. Til oplæsning for 4-6 årige