Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Thøfner

Bøgerne er flotte og iøjnefaldende med store farvefotos, også på forsiden. Hver bog omtaler 8 maskiner, Traktoren omhandler landbrugsmaskiner og Trucken entreprenørmaskiner. Alle maskinerne er skinnende nye, og de klare primærfarver næsten lyser på sidernes hvide baggrund. En enkel, mundret tekst fortæller, hvad de forskellige maskiner anvendes til. Desuden indeholder bøgerne en del utrolige facts samt ordforklaringer, henholdsvis afmærket med en møtrik og en skrue og uddybet af mindre tegninger og fotos, alle i farver. Teksten er i disse afsnit noget sværere end hovedteksten, og det sikrer, at disse flotte bøger får en ret bred målgruppe. Vi har godt nok andre bøger for børn om disse fascinerende maskiner, men disse 2 bøger vil med deres flotte billeder og udmærkede tekst være det rene guf for maskinglade drenge, der er kommet over pegebogsstadiet. Til op- og billedlæsning fra ca. 3 år og selvlæsning for de 9-10 årige