Lektørudtalelse

Forfatter: Mette Balle Christensen

Kort om bogen

Syttenårige Connors mor er død, og han skal nu bo hos sin ukendte moster og bedstefar i Mossy Creek. Han får hurtigt gode venner og møder også pigen, Amelia, som han forelsker sig i. Men Connor opdager, at Mossy Creek og dens beboere har farlige hemmeligheder. For fantasy-læsere fra 14 år

Beskrivelse

Connors mor er død, og da han ikke har en far, bliver hans moster udpeget som værge. Det betyder, at Connor skal flytte fra storbyen til Mossy Creek, hvor han skal bo hos sin bedstefar og moster. Connor opdager hurtigt, at meget er mærkeligt i den lille by. I Mossy Creek har man fx kun adgang til internet på byens bibliotek, og først når man er blevet godkendt. Ved nymåne skal man holde sig inden døre, for folk har det med at forsvinde på netop den tid af måneden. På kirkegården møder Connor pigen Amelia, som han forelsker sig i. Hun gengælder hans følelser, og de bliver kærester, men det har Connors bedstefar og Amelias bror svært ved at acceptere. Det viser sig, at byen gemmer på en hemmelighed, og Connor må træffe flere valg i jagten på svar. 1. bind i serie

Vurdering

En velskrevet og spændende fantasyroman. Sproget er flydende og kapitlerne korte, og man fristes som læser hele tiden til lige at tage et kapitel mere. Bogen er spændende fra første kapitel, blandt andet fordi så meget overlades til læserens fantasi og fortolkning, da svaret på historiens hemmelighed lader vente på sig

Andre bøger om samme emne

I samme genre findes fx Blodsøstre og Vildveje