Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Kort om bogen

Forfatterens refleksioner over sårbarhed, følsomhed og styrke på et kristent grundlag. Til læsere, der som Per Arne Dahl funderer over svaghed og styrke

Beskrivelse

Per Arne Dahl er præst og sjælesørger, og han tror, vi bliver stærke, når vi viser vores svaghed. Og han tror på, at vi er allerbedst som medmennesker, når vi ser, tager os af og stiller op for andre. Hans rollemodel er Paulus. For Paulus er det ikke et spørgsmål om at overvinde sårbarheden, men om at overgive sårbarheden til en Gud, der ved, hvad dette handler om: "For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk". Det er denne problemstilling, han diskuterer med udgangspunkt i egen sårbarhed og skamfølelse efter pludselig døvhed og hylende tinnitus på det ene øre. Med henvisning til bibelen, og til norske og danske salmedigtere, kirkemusikere, kunstnere, og sårbare personer, som har gjort stort indtryk på ham. Bogen citerer digte af de salmedigtere, der omtales

Vurdering

I denne velskrevne og hjertevarme bog er der inspiration til de modløse og sårbare til at finde styrke i sårbarheden. En bog der egner sig til langsom læsning, især af de mange fine digte, som understreger Dahls synspunkter og budskaber

Andre bøger om samme emne

Per Arne Dahl har udgivet At rejse sig efter en rystelse, og han citerer blandt andre Peter Bastians bog Altid allerede elsket, Preben Koks Slip livet løs og den romersk-katolske præst Henri J. M. Nouwens Elsket ubetinget