Lektørudtalelse

Forfatter: Heidi Buur Pedersen

Kort om bogen

"Livet er det man husker" er titlen på en af disse lette historier om dagligdagen og om at være menneske. Novellesamling især til ældre og svage læsere og vil være velegnet til guidet fælleslæsning på ældrecentre

Beskrivelse

I titelnovellen er Preben blevet pensionist mod sin vilje. Han er vranten, småskændes med konen og sågar hunden, men sidstnævnte skal jo luftes. Under sin tur får han en uventet positiv oplevelse! I "Chokolade af fine kopper" skal 7-årige Kirsten til børnefødselsdag, men hun har ondt i maven og vil ikke afsted, og i "Han bliver glad" møder vi Anders Mikkelsen der fylder 90 år og interviewes til lokalavisen. Man skulle tro han ville have en masse at fortælle, men han går mest op i kroner og ører. Fjorten noveller fra hverdagen med personer i alle aldre og typer. Forfatteren er journalist og har flere udgivelser bag sig, senest Smil - du er stadig på!

Vurdering

Udmærkede og ufarlige fortællinger om emner der er genkendelige for mange: Fyring, skilsmisse, dating, alderdom, barndom. Fortalt med sprogligt overskud, og med lukkede slutninger, hvor mange vækker overraskelse og smil på læben. Den enkle fortællestil og det læsevenlige layout med stor skrifttype gør den anvendelig til ældre publikum

Andre bøger om samme emne

Preben i titelnovellen har en snert af En mand der hedder Ove i sig. Det værste til sidst er en letlæselig novellesamling om ældre og sygdom, og En ikke ualmindelig bivirkning er letlæste noveller med dagligdagen som ramme