Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

En 30 år gammel sag om en forsvunden ung pige kædes på overraskende vis sammen med de sorte huller i kriminalinspektør Charlie Lagers egen erindring om en problematisk opvækst. Utraditionel pageturner for krimilæsere med sans for vildfarelser i familie- og vennerelationer

Beskrivelse

Som i debutromanen Annabelle med Charlie Lager i hovedrollen, foregår også denne i to spor og tager sit udspring i Charlies hjemegn, en sydsvensk lilleby. Charlie falder over historien om den unge privatskoleelev Francesca, som forsvandt sporløst for 30 år siden, og som ingen siden har taget sig af at efterforske for alvor. Sagen om denne overklassepiges forsvinden pirrer hende, og læseren følger på skift Francescas dagbogsskriverier og Charlies søgen. Hun bringes tættere og tættere på sin egen opvækst - ligeledes i en dysfunktionel familie, blot i den anden ende af den sociale skala. Forfærdende og fortrængte erindringsglimt blander sig i efterforskningen

Vurdering

En spændende, velskrevet pageturner hvor skeletterne vælter ud af skabene - i billedlig forstand, for der er egentlig ikke meget vold og blod i krimien. Spændingen drives frem af de spændte og fortrængte relationer mellem bogens personer, af Charlies møde med sin egen fortid og af gåden om den velbegavede Francescas forsvinden dengang. Miljøskildringen er nuanceret og troværdig

Andre bøger om samme emne

Krimien læner sig op ad domestic noir, fx Savnet og Kvinden der forsvandt