Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Olesen

Kort om bogen

Til alle som ønsker meditativ ro på læseform, anbefales disse digte af en af de store japanske haikumestre

Beskrivelse

Kobayashi Yataro (1763-1824) - også kendt som Issa - er en af de store japanske haikumestre med sine ca. 20.000 haiku og tanka. I denne oversættelse af Niels Kjær foreligger et lille udvalg af Issas haiku. Teksterne er struktureret omkring de fire årstider; vinter, forår, sommer og efterår, imens der emnemæssigt kredses om Buddha, mennesket og naturen. En harmonisk verdensforståelse, hvor det største spejles i det mindste, er gennemgående for digtene som fx her: "En dugdråbeverden / og i hver dugdråbe / en kamp på liv og død". Eller her, hvor selv det guddommelige synes underlagt vinterens kulde: "En Buddhafigur - / fra hans næse hænger / istapper"

Vurdering

Skøn læsning, som rummer kærlighed til naturens mindste skabninger, meditativ ro og visdom side om side med humor: "Af hjertet ærer jeg / arbejderne i rismarken / mens jeg tager en lur". Anbefales

Andre bøger om samme emne

De andre kanoniserede haikumestre er Matsuo Basho, se fx Ildfluer, Yosa Buson, se Sommersol og vintermåne, Soen Chiyo-ni, se Vilde violer og Masaoka Shiki, se Mit blankslidte lagen