Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Olesen

Kort om bogen

Ene har en hemmelighed, så frygtelig at den aldrig kan fortælles, eller kan den? Ungdomsbog om overgreb, incest og svigt. Henvender sig primært til piger

Beskrivelse

Ene er en helt almindelig teenager. Hun bor med sin mor, søster og papfar. Hun går i skole, går til fester og alt virker helt normalt, men Ene bærer på en frygtelig hemmelighed. En hemmelighed der gør, at hun trækker sig væk fra sin bedste ven Matthias, selvom hun et eller andet sted gerne vil være mere end venner med ham. Ene kalder sin papfar for "Den unævnelige", det gør hun fordi han gør ting ved hende, som hun ikke tør fortælle. Om aftenen kommer han ind til hende, og på de værste dage, må hun sidde på en trøje hele næste dag

Vurdering

Bogen fortæller rigtig fint om noget så grufuldt, at det ikke kan tales om. Læseren opdager langsomt, hvad det er, der foregår med Ene; at hun er udsat for seksuelle overgreb af sin papfar. Sympatien ligger hos Ene, og selvom hun træffer nogle dårlige valg, kan læseren sagtens følge hende. Bogen beskriver på en god måde en situation, hvor mange modsatrettede følelser er på spil. Heldigvis lykkes det Ene at finde modet til at bryde tavsheden

Andre bøger om samme emne

Bøger om samme emne er fx Klamt kys og Så længe ingen ser os