Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Kort om bogen

I al for høj fart kolliderer bilen med et træ. Elisabeth overlever, og Isak dør. Roman om et kortvarigt, ulykkeligt kærlighedsforhold til læsere af litteratur om relationer mellem kønnene

Beskrivelse

Mens Elisabeth ligger på hospitalet, skriver hun om sin ulykkelige barndom og ungdom på Gotland, om den abort, moderen tvang hende til, da hun var 18 og om flugten fra forældrene til selvvalgt ensomhed i Stockholm. Men mest skriver hun om sit usikre og angstfyldte korte forhold til den smukke og gådefulde Isak, og om den smerte, det bragte med sig. Hvem var Isak egentlig? Det er Elisabeth usikker på. Kristofer Ahlström (1979-) er svensk forfatter og journalist. Han har udgivet 3 romaner. Denne er hans første på dansk

Vurdering

Ahlström skildrer, i et intenst og malerisk sprog, en ung kvinde, der er er paralyseret af angsten for ikke at blive elsket, og som i sin jalousi og (måske berettigede) mistro, balancerer på kanten af psykosen. Elisabeth træder, i al sin ensomhed og angst, tydeligt frem, hvorimod Isak forbliver en gåde. En mørk roman om kærlighedens og forelskelsens besættende magt, med gribende og intense sex-scener

Andre bøger om samme emne

 Forbandede kærlighed er en roman om vild tiltrækning, der bliver til en umulig forelskelse, som vokser til kærlighed. Linda Olssons Solsorten synger er en eftertænksom roman om en ensom kvinde, der flytter til Stockholm og finder venskab og kærlighed