Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Romantik og spænding folder sig ud i fuldt flor i fortællingen om en lille drengs forsvinden under en snestorm i Seattle i 1933. Journalisten Claire graver i historien og finder overraskende forbindelser til sit eget liv mange år senere. Fin underholdning for især kvindelige læsere

Beskrivelse

To snestorme, to kvindeskæbner, to små børn. Et datosammenfald mellem to voldsomme forårssnestorme i Seattle - brombærvintre - i 2010 og 1933 sender journalisten Claire på arbejde med at skrive en artikel, og hun finder en vinkel, der interesserer hende: Under 1933-snestormen forsvandt en treårig dreng, mens hans mor Vera var på arbejde som stuepige. Romanen følger på skift Vera og Claire. Claire har selv mistet sit barn og er midt i en krise, men hun bliver besat af at finde frem til den lille drengs skæbne. Helt uanede forbindelser mellem de to kvinder dukker op

Vurdering

Forfatterens tredje bog foregår i to tidsspor ligesom Alle blomsterne i Paris ogNår violerne blomstrer. Et virksomt greb, som driver handlingen fremad. Sarah Jio skriver ukompliceret om mennesker, der er sympatiske og godhjertede, og som tror på kærligheden. Plottet løser sig ofte ved tilfældigheder, men man tilgiver forfatteren af et godt hyggelæserhjerte. Læsning til gode stunder i lænestolen

Andre bøger om samme emne

Læserne vil også sætte pris på andre romaner, hvor fortid blander sig i nutid, fx Tilbage til Black Rabbit Hall og Mellem himmel og hav