Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

En af årets absolut bedste krimier, som vil holde selv de mest forvænte og kvalitetsbevidste krimilæsere i et åndeløst jerngreb fra først til sidst. Vil den uortodkse og excentriske politikommissær Ewert Grens kunne holde stand mod de kræfter, der truer alt, hvad han tror på og står for?

Beskrivelse

Snart skal den melankolske Ewert Grens pensioneres fra sit job som kommissær ved Citypolisen i Stockholm. Men først bliver en gammel sag om en familietragedie, hvor Grens blev personligt involveret, genaktiveret, og da han samtidig bliver kontaktet af Piet Hoffmann, politiets tidligere og officielt ikkeeksisterende civilagent, går alt meget stærkt. På grund af en politilækage er Hoffmanns familie truet på livet i forbindelse med noget våbensalg, og han har desperat brug for Grens' hjælp. Grens har brug for Hoffmann til sin sag, og efter aftale infiltrerer de hinandens områder og tager i kapløb med tiden, lækager og skruppelløse albanske bagmænd alle kneb i brug

Vurdering

Suveræn krimi på alle måder. Indhold, form, sprog, komposition, tempo og psykologi; det hele spiller sammen i en sådan grad, at man som læser er stærkt foruroliget hele vejen og faktisk også sådan, at man kunne fristes til at genlæse den dejligt lange krimi for at kunne dvæle ved de detaljer, man først helt forstår til sidst

Andre bøger om samme emne

Anders Roslund bliver bedre og bedre, og han har for længst indskrevet sig i den svenske superliga sammen med Arne Dahl og Stieg Larsson