Lektørudtalelse

Forfatter: Merete Trap

Kort om bogen

En smuk, ung kvinde bliver roommate med 3 ishockeyfyre. Der er lagt op til ballade. Dette er 1. fritstående bind i Elle Kennedys serie "Briar U". Serien henvender sig til en bred skare af yngre kvinder, der holder af kærlighed, sex og amerikansk campusstemning

Beskrivelse

Da den smukke rigmandsdatter Summer Di Laurentis bliver smidt ud af sit studenterforeningshus, mangler hun tag over hovedet. Derfor ender hun modvilligt som roommate med 3 ishockeyspillere, bl.a. den lækre, men stille og indadvendte Colin Fitzgerald, kaldet Fitzy. Summer og Fitzy er hinandens modsætninger, men mod deres vilje er de også tiltrukket af hinanden. Desværre er der mange benspænd for deres kærlighed, ikke mindst de problemer de selv skaber. Bogens synsvinkler skifter mellem Summer og Fitzy. Bestsellerforfatter Elle Kennedy har en lang række populære udgivelser bag sig

Vurdering

Dette er en fin start på endnu en campus-serie, hvor unge, smukke mennesker forelsker sig i hinanden. Der er fester, konflikter og kompliceret kærlighed i lange baner, og læseren er brandgodt underholdt fra start til slut. Det er letbenet underholdning, men både velskrevet og fuld af drama

Andre bøger om samme emne

Elle Kennedy har tidligere skrevet om campusliv og sexede ishockeyspillere. Her kan fx nævnes hendes "Off Campus" serie. Af andre serier i denne genre, kan nævnes Erin Watts "The Royals"